Ved et Åben Højskole arrangement på Højskolen Østersøen den 31. marts 2001 talte Lotte Tarp om sin bog "- det sku' nødig hedde sig". I denne bog skildrer hun sin kamp for at finde sandheden om sin familiemæssige baggrund. Hendes far var tysk soldat under Anden Verdenskrig og mødte Lotte Tarps mor i Århus.

Dette blev fortiet og sandheden om Lotte Tarp's rigtige far blev indhyldet i et væv af usandheder.

Også jeg er et barn af krigen og har en tysk far. Han hedder Emil Wiedenhöft og var det meste af krigen stationeret som marinesoldat i København. Men i modsætning til Lotte Tarp har jeg altid kendt sandheden om min far. Jeg har mellemnavnene "Emil" efter min tyske far og "Arno" efter hans far.

Emil købte en meget flot blå barnevogn og trillede rund med mig på Nørrebro mens han kaldte mig "Arnochen". Det er tysk diminutiv og betyder "lille Arno". Det er det første navn jeg er blevet kaldt, og i dag bruger jeg det som mit alias på internettet. Fx. er min e-mail adresse: arnochen@affenraa.dk

På trods af - eller måske netop på grund af - at der altid har været åbenhed om min herkomst, er jeg aldrig blevet drillet, mobbet, hånet, skoset eller på anden måde udsat for ubehageligheder. Og i dag er jeg taknemmelig over, at man på Nørrebro formåede at skelne mellem en "tyskertøs" og en ung forelsket pige.

Billedet viser mig selv og Lotte Tarp mens vi får en lille snak om hendes bog, der ligger på bordet foran os.